Doha, klokken 23:30 Dansk tid, den søvn jeg omtalte i min sidste notation er ikke blevet til noget, Doha er en stor lufthavn hvor at alle rejsende bliver fragtet mellem Bording og landing, lufthavnen er så stor at bussen bruger 15min på at køre til ankomsthallen og har inddelt folk i farve klasser, lilla for first class, blå for business class, gul med orange for hurtigt mellemlanding, gul for economy class og rød for touch and go.
Efter en 15min bustur stopper bussen sammen med 8 andre busser og i en bus kan ca. være 120 mennesker med (ifølge reglerne, hvilket betyder at der sikker var flere med), der er omkring 960 til 1200 mennesker. Lufthavnen er i forvejen fyldt og når så mange mennesker falder sammen + at Doha airport i forvejen virker som om at den er struktureret af en tiårig dreng fra Kimmerslev boldklub sker der ting. En af de ting der sker er at personalets kvalitet af service og deres overskuelighed når et hidtil ukendt lavpunkt, den såkaldte Doha zone, en zone som er lige så fatal som at blive fanget i som Bermuda trekanten (De fleste fare vild og dør, og andre vender bare om). Doha er mellemlandingspunkt for store dele af de mennesker der skal til Asien, derfor huser denne lufthavn en kæmpe sum mennesker på meget lidt plads.
Hvis man slår kø op i en dansk ordbog finder man en beskrivelse som lyder følgende: en struktureret linje af mennesker som er bestemt af ankomst tidspunkt eller behov, men Doha' særlig ordbog betyder med masse voldtægt af almen høflighed og orden, og det lader til at folk er gode til at integrere sig på dette punkt. En vild flok turister kæmper om pladser i en skæv klynge af mennesker og håber på at de kan springe over uden besvær.
Jeg har 45min til at borde det næste fly og hele Doha er fyldt med mennesker og der er ingen informations skilte, der er fly personale der råber for desperat at finde deres sidste passagerer til Cambodja. Her begår jeg rejsens første fejl, jeg spørg personalet. En person siger til mig at jeg bliver hentet hvis jeg venter over i den anden ende af salen (det tror jeg ikke). Jeg vælger at indordner mig i en kø hvor jeg kan se at der bag sikkerheds kontrollen står et skilt med Bording 11-52 jeg skal på 12. Køen bliver brudt af forskellige mennesker hvilket jeg tvinger til at fjerne sig fra min plads enten verbalt eller ved at skubbe mig ind foran igen.
Efter Doha helved, finder jeg mig selv i en bus stop fyldt med mennesker på vej mod endnu et Qatar fly, disse fly er 5 stjernet og levere en service derefter, jeg kan under det store besvær sige at Qatar airways er det bedste og biligste flyselskab jeg overhoved har rejst med. Da bussen ankommer for tidligt vælger personalet at holde os i bussen, efter 10mins ventetid i en overfyldt varm bus vælger de at slippe alle løs. Turen til Phuket bliver endnu længer fordi at flyet først flyver til Malaysia og derefter til Thailand (Phuket). det er omkring 5000km og det bliver gjort klokken 00:45 dansk tid.
Under turen gør jeg mig et bekendtskab med Bronwyn Gordon fra Syd-Afrika, vi snakker det meste af vejen til Thailand (Hun snakker noget som hedder New-afrikan, som minder utroligt meget om Hollandsk, selv om hun talte hendes sprog kunne jeg forstå 70% af det). Da jeg fortalte hende at uddannesle var gratis i Danmark troet hun at vi var sindssyge, efter at have fortalte hende hvad vi betaler i skat, sagde hun "Now i know you are crasy". Bronwyn skal hjælpe mig med at finde steder hvor der ikke er folk der prøver at snyde mig, hvilket hun siger de har for vane at gøre i Thailand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar